En taknemmelig og subjektiv historie om et lille konsulentfirma (som måske er særlig interessant for selvstændige konsulenter med hang til større fællesskab)
Der var engang tre konsulenter, der startede et nyt konsulentfirma. De havde tidligere været ansat i andre konsulentfirmaer, hvor de havde draget sig nogle erfaringer ift. hvordan man bliver en god konsulent og hvordan man kan organisere sig som virksomhed. Og selvom de tre konsulter var meget forskellige mennesker, havde de mange værdier til fælles – og det var på disse fælles værdier, de etablerede og baserede firmaet:
Dette medvirkede nemlig til, at alle tre havde en fælles interesse i at hjælpe hinanden og i, at de andre konsulenter havde noget at lave (lediggang er som bekendt roden til alt ondt). Fælles bundlinje gav et stort incitament til – i fællesskab – at få så meget derned som muligt og man undgik på den måde suboptimering eller kassetænkning, som kan være en af udfordringerne i andre samarbejdsstrukturer. Samtidig gav fællesskabet med den fælles pengekasse en tryghed, som man ikke skal undervurdere.
Måske fakturerede hver konsulent ikke præcis det samme hver måned, men hvis man over en bred kam havde tillid til, at ens kolleger både kunne sælge varen OG levere høj kvalitet – og de også gjorde det – så var der ingen grund til at gå så meget op i detaljerne, hvis man egentlig fik en fin løn. Og ingen bestemte mere end andre, for alle var lige.
Så når store beslutninger skulle træffes, skulle der virkelig snakkes meget, men det knyttede også konsulenterne tættere sammen og gav ejerskab til beslutningerne.
Det skulle ikke være økonomisk sårbart for firmaet, hvis den ene konsulent ville stoppe – og heller ikke koste en masse penge for en ny konsulentpartner, som skulle være med i firmaet. Princippet var altså næsten lig det, mange kender som ’nøgen ind, nøgen ud’ og med den præmis, at ’det koster ikke noget at komme ombord og så længe du er ombord, så deler vi byttet, men hvis du smutter, så får du ikke noget med ’. I forlængelse hertil skal det siges, at firmaet ikke var tilhænger af binde folk med konkurrence- og kundeklausuler og den slags, da de var af den holdning, at hvis en af dem stoppede, så burde den enkelte kunde følge den, til hvem relationen var stærkest eller som leverede den bedste vare.
For konsulenterne var det vigtigt, at de havde tillid til, at de hver især brugte deres tid fornuftigt (og var enige om, hvordan det var) og herunder kunne sælge de opgaver, der skulle til, for at firmaet kunne løbe fornuftigt rundt. Og de havde også tillid til hinanden og vidste, at de til enhver tid kunne sende en kollega ud til en kunde, som ville blive glad for det faglige stykke arbejde, kollegaen leverede. Sidst men ikke mindst havde de tillid til, at deres kolleger åbnede munden, hvis noget lå og rumlede. Hvis man ikke fik snakket om tingene og var åben om det, der var svært (særligt hvis man var uenige), så var der ikke så meget tillid tilbage.
Som appendix til tillid lå også rummelighed. Rummelighed til eksempelvis at træffe beslutninger og bruge penge uden at skulle spørge andre ad – men naturligvis med fornemmelse for hvornår den enkelte konsulent lige skulle rådføre sig med de andre inden en større beslutning.
En revisor havde advaret konsulenterne mod den underlige lønmodel, de havde valgt. For udover at få det samme i løn, så havde de heller ikke nogen formler for hvordan de ville fordele overskuddet i firmaet. Og på den måde kunne det jo kun gå galt, mente revisoren. Men konsulenterne sagde til revisoren, at de godt vidste, hvad der var rimeligt – og at de fordelte overskuddet ud fra en kombination af mavefornemmelse og hvad der stod i Excel-arkene i fusion med hvilke øvrige værdiskabende opgaver, den enkelte konsulent havde løst. Og på den måde kunne man sagtens finde en fordeling ved på et stykke papir at skrive et bud på, hvilken procentdel man synes de andre og en selv skulle have af overskuddet – og så herefter snakke sig frem til det.
Som god konsulent ved man nemlig godt, hvornår man ikke helt har slået til og hvornår man har været lidt plaget af uheld trods hårdt arbejde. Og derfor ved man også godt, hvor stor en del af et eventuelt overskud, der tilkommer en.
Med et erklæret mål om en 4-dags arbejdsuge både tjente og arbejdede konsulenterne formentlig mindre end det normalt var normen i branchen. Familien og vennerne var noget af det vigtigste for dem – så der skulle være luft i kalenderen til andre ting end arbejdet. Samtidig havde de valgt ikke at have et flot kontor, hvor de kunne mødes de få gange, hvor de alle tre var ledige i kalenderen samtidigt. Så hvis de ikke var ude ved kunderne, arbejdede de ofte hjemme og mødtes i stedet ved køkkenborde rundt omkring eller på hyggelige caféer, hvor de drak god kaffe og spiste mad for de penge, de ellers kunne have brændt af på husleje.
Forhåbentligt fortsatte det glade arbejdsliv for de tre konsulenter. Måske blev de færre eller flere, formentlig kom der både svære og lette perioder i tiden fremover, men de ville uden tvivl aldrig fortryde deres beslutning om at etablere det lille nye firma. Og da prioriteringer og valg er individuelle handler det i høj grad om at mærke efter, hvad der er rigtigt for den enkelte. Så selvom ovenstående historie for de tre konsulenter minder om et eventyr, ville det ikke nødvendigvis tage sig sådan ud for andre.
PS. Ovenstående historie er ikke et jobopslag 😉 Men de fleste har nok gættet, at historien handler om Modus+ Formålet med at lægge historien frem er at dele det, som har betydet meget for at få firmaet til at fungere godt – for os. Og forhåbentligt kan nogle af pointerne i historien tjene til inspiration for dem (med samme værdisæt og erfaringsgrundlag for os), der overvejer at gå sammen med andre om at stifte et nyt firma.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål, ønsker et samarbejde eller hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig og din virksomhed.
Ring på: +45 2226 3238
