Om at blive mødt

Min mor på 79 har Alzheimers. Det har hun haft i over ti år. Nu er vi kommet til det stadie i sygdommen, hvor hendes opfattelse af virkeligheden er noget anderledes end min – og måske hænger hendes ikke helt så meget sammen med, hvordan den faktuelle virkelighed er (hvis man kan tale om en sådan i denne tid). Eksempelvis snakker hun af og til om, at hun gerne snart vil hjem forbi sine forældre (som har været døde i over 15 år). Og her kunne jeg jo godt sige til hende, at de faktisk ikke lever længere. Men for de af jer, der har Alzheimers tæt inde på livet, er det nok også åbenlyst at en sådan diskussion eller afvisning af hendes virkelighed ikke fører til noget godt. Så derfor møder jeg egentlig bare min mor der, hvor hun er, og snakker med om hendes far og mor (= min mormor og morfar).

Når vores følelser eller oplevelser negligeres

Jeg har netop selv oplevet ikke at blive mødt eller forstået i min opfattelse af, hvordan noget hænger sammen – i forbindelse med nogle udfordringer på den efterskole, hvor en af mine piger går. Frustrationen og irritationen voksede i mig, da elevernes oplevelser og erfaringer slet ikke blev anerkendt eller regnet for noget – men blot skudt til hjørne med, at ’vi er slet ikke bekymrede for…’. Lidt på samme måde som når man i et ubetænksomt øjeblik får sagt ’ det skal du da ikke være ked af’, hvilket jo totalt negligerer den andens følelser. Så når jeg skal samle tråden op og tage samtalen videre, kan jeg godt fornemme, at mit udgangspunkt ikke er det optimale for en frugtbar dialog, fordi jeg bærer den der irritation inden i mig. Den skal jeg lige have tøjlet lidt.

Når ældgammel klogskab bliver ved at gælde

Og så slog det mig, at det jo egentlig også ofte er det, der er tilfældet, når der opstår konflikter på arbejdet. Det er helt naturligt, at vi har forskellige perspektiver eller forskellige oplevelser af, hvordan tingene hænger sammen, men hvis vi ikke anerkender den andens perspektiv… hvis vi ikke møder den anden, der hvor de står, så starter samtalen ofte lidt dårligt. Det er ikke fordi vi behøver at lægge os fladt ned og give hinanden ret. Det handler egentlig bare om at anerkende, at vi ser forskelligt på det og så derefter prøve at finde en fælles vej frem sammen.

De fleste af os kender Kirkegaards ord om Hjælpekunsten:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Ordene handler om at møde den anden, hvor hun er og udvise forståelse for det. Og herefter er det måske muligt at tage hende i hånden og følge hende derover, hvor vi selv stod – for at vise hende, hvordan det ser ud derovre. Men ofte har vi bare ikke tålmodigheden til at undersøge den andens synspunkt… og det er her, konflikten starter med en lille irritation eller spænding hos den, der ikke bliver mødt. En irritation der meget let kunne være undgået ved et lille skridt hen mod den anden.

 

• Kan du genkende det her med, at oplevelsen af ikke at blive mødt sætter dit pis i kog og får dig til at gå ind i samtalen på en lidt mere kritisk måde end det er hensigtsmæssigt?
• Lykkes det dig ind imellem at trække vejret dybt og trods de irriterede følelser møde den anden, hvor han eller hun er – og forholde dig nysgerrigt?

 

Nå, jeg smutter igen. Skal have lavet en nysgerrig opringning, hvor jeg forsøger at finde et andet menneske, der hvor han er…